
ESG-udviklingen i Asien har længe været præget af store forskelle mellem landene. Men nu tager regionen markante skridt fremad, og udviklingen sker hurtigere, end mange europæiske virksomheder forventer. Det gælder især krav til rapportering, due diligence, produktansvar og klima.
Flere af Asiens største økonomier bygger nye rapporteringssystemer, der enten helt eller delvist læner sig op ad ISSB’s standarder.
Kina indfører retningslinjer, der trækker virksomheder tættere på bagvedliggende EU-krav, og Japan udvikler sin egen standard, SSBJ, med samme referenceramme.
I Indien skal de 1.000 største børsnoterede virksomheder nu rapportere langt dybere om værdikæder og nye grønne kreditter, der skal styrke landets egen klimaomstilling.
Samtidig er Sydkorea på vej med lovgivning, der minder om EU’s due diligence-krav, og som vil ramme en stor del af landets globale industrivirksomheder.
Den sociale dimension fylder også mere.
Lande som Singapore, Thailand og Filippinerne indfører nye regler om ligebehandling, sikkerhed, arbejdsmiljø og diskrimination. Det betyder, at virksomheder i regionen skal håndtere ESG-krav, der ikke kun handler om miljø, men også om medarbejderrettigheder og organisatorisk ansvar.
Cirkulær økonomi vokser hurtigt i regionen.
Japan strammer reglerne for farlige stoffer i forbrugerprodukter, Indien øger kravene til genanvendt indhold, og Sydkorea vil udvide tilbagetagning og genanvendelse til hele markedet for elektronik senest i 2028.
Samme billede ses i arbejdet med klima, hvor Kina, Singapore og Japan udbygger systemer for klimaafrapportering, carbon markets og langsigtede reduktioner.
Asien bevæger sig mod et mere modent ESG-regime, hvor rapportering, produktansvar og klimaforpligtelser bliver en del af regionens økonomiske strategi.
For internationale virksomheder betyder det, at Asien ikke længere er et område, hvor ESG-krav er svagere. Tværtimod er regionen i gang med at udvikle krav, der både matcher og i flere tilfælde overhaler kravene i EU og USA. Det kræver struktureret arbejde og klare processer, men det giver også en fordel til virksomheder, der allerede arbejder efter globale standarder.

