Et nyt indlæg fra Enhesa sætter fingeren på et overset problem: næsten alle virksomheder kæmper med kemiske risikovurderinger – ikke fordi de mangler data, men fordi arbejdet foregår i siloer.
Hver afdeling ser kun sin egen del af problemet, og det får konsekvenser for alt fra produktudvikling til compliance og ESG-rapportering.
I mange virksomheder sidder udviklingsafdelingen med fragmenterede oplysninger om råvarer og kemikalier. De mangler indsigt i de regulatoriske krav, der følger længere ude i værdikæden – og ender ofte med at vælge stoffer, der senere viser sig at skabe problemer i produktion, eksport eller dokumentation.
Samtidig forsøger compliance- og kvalitetsteams at holde trit med en stadig voksende jungle af regler som REACH, CLP og TSCA, hvor ændringer kommer hurtigere, end virksomhederne kan reagere.
Mange mangler systemer, der automatisk overvåger lovændringer og sammenholder dem med virksomhedens kemikaliedata.
ESG- og bæredygtighedsteams har en anden udfordring: de skal dokumentere, at virksomheden arbejder ansvarligt og reducerer miljø- og sundhedsrisici – men uden adgang til valide kemikaliedata bliver rapporterne hurtigt overfladiske.
Og på arbejdsmiljøområdet mangler mange ledere og medarbejdere viden om eksponeringsrisici, hvilket både øger fraværet og det juridiske ansvar.
Ifølge Enhesa er den største fejl, at virksomhederne ser kemisk risikostyring som et teknisk problem, der kan løses med et enkelt værktøj.
I virkeligheden er det en koordineringsopgave: R&D, produktion, compliance, ESG og arbejdsmiljø skal arbejde ud fra samme datagrundlag og bruge fælles definitioner af, hvad “sikker kemi” betyder.
Det kræver, at man integrerer data og beslutningsprocesser i ét samlet system – i stedet for at lade hver afdeling lave sine egne vurderinger og rapporter.
Fordelen ved den tilgang er ikke kun færre fejl og lavere compliance-risiko.
Den giver også hurtigere produktudvikling, færre redesigns og større troværdighed over for kunder, myndigheder og investorer.
For danske virksomheder – især dem i fremstillings-, fødevare- og life science-branchen – er det derfor et voksende konkurrenceparameter at kunne dokumentere kemisk ansvarlighed på tværs af hele organisationen.
