
En ny stor undersøgelse blandt mere end 2.500 topledere i Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Polen viser, at erhvervslivet ønsker stærkere krav til bæredygtighed og ansvarlighed – stik imod de politiske signaler fra Bruxelles om at lempe reglerne.
Hele 63 procent af lederne bakker op om bindende klimatransitionsplaner for store virksomheder, og halvdelen ser bæredygtighedsrapportering som en vej til bedre adgang til kapital.
55 procent vurderer, at grøn omstilling styrker konkurrenceevnen, og blandt mellemstore virksomheder stiger tallet til hele 77 procent.
Lederne advarer samtidig mod EU’s Omnibus-reformer, der skal forenkle reglerne for bæredygtighedsrapportering og due diligence.
42 procent frygter, at forenklingen skaber afkobling fra internationale standarder som OECD’s retningslinjer og dermed øger omkostninger og juridiske risici.
Næsten halvdelen siger, at den nuværende usikkerhed allerede forsinker investeringer, og hele 63 procent af mellemstore virksomheder har sat kapitalallokering på pause på grund af uafklarede rammer.
Undersøgelsen, som er lavet af klima-tænketanken E3G i samarbejde med YouGov, viser et erhvervsliv, der ser bæredygtighed som en strategisk nødvendighed og som et middel til at bevare Europas globale konkurrenceevne.
Mens Kina og USA satser massivt på grøn industri, ønsker europæiske topledere, at EU holder fast i ambitiøse ESG-krav og går forrest globalt – ikke ruller dem tilbage.

