Hvad er scope 1, 2 og 3?

Scope 1 er det, I selv udleder direkte. Scope 2 er den energi, I køber. Scope 3 er alt det andet i værdikæden. Her er hvad der hører til hvor — og hvilke af tallene I allerede har liggende.

Det korte svar

Scope 1, 2 og 3 er en inddeling af en virksomheds udledning af drivhusgasser efter, hvor tæt den ligger på virksomheden selv. Inddelingen stammer fra Greenhouse Gas Protocol, som er den internationale metode, stort set alle bruger — banker, kunder og myndigheder.

Formålet er at undgå dobbelttælling. Hvis to virksomheder handler med hinanden, skal den samme udledning ikke tælles to gange som scope 1.

Hvad hører under scope 1?

Scope 1 er den udledning, der sker fra noget, I selv har hånd om. En brugbar tommelfingerregel: er der en flamme eller en motor, og driver I den, så er det scope 1. Reglen dækker det meste. Lækket kølemiddel fra et køleanlæg hører også under scope 1, selvom der hverken er flamme eller motor involveret.

• Brændstof til firmabiler, varevogne og lastbiler
• Diesel til trucks, entreprenørmaskiner og nødstrømsanlæg
• Naturgas eller olie til opvarmning i egne bygninger
• Gas til produktionsprocesser
• Kølemiddel, der er lækket fra køle- og ventilationsanlæg
• Udledning fra egne dyr og egne marker, hvis I driver landbrug

Tallene ligger typisk i brændstofkort, i bogføringen under drift, eller på årsopgørelsen fra gasleverandøren.

Tæller leaset materiel med?

Ja, næsten altid. Det afgørende er, om I har operationel kontrol over materiellet, altså om I styrer den daglige drift. Ejerskabet er sekundært.

Bruger I operationel kontrol som afgrænsningsmetode, hvilket næsten alle SMV’er gør, hører leasede biler, maskiner og lokaler under scope 1 og 2 på lige fod med det, I ejer. Vælger I i stedet finansiel kontrol, flytter operationelt leaset materiel over i scope 3.

Vores anbefaling er operationel kontrol. Den følger, hvad I faktisk styrer til daglig, og den gør afgrænsningen nem at forklare.

Hvad hører under scope 2?

Scope 2 er den energi, I køber ind og bruger. Selve udledningen sker på kraftværket, men den regnes med, fordi forbruget er jeres.

• Elforbrug på alle adresser
• Fjernvarme
• Købt damp eller køling

Her er der to måder at regne på. Den lokationsbaserede metode bruger gennemsnittet for elnettet i landet. Den markedsbaserede metode bruger jeres konkrete elaftale, så en aftale om certificeret vindstrøm giver et lavere tal. Beder banken eller kunden ikke om en bestemt metode, så brug den lokationsbaserede og skriv, hvad I har gjort.

Hvad hører under scope 3?

Scope 3 er alt det andet — både opstrøms hos jeres leverandører og nedstrøms hos jeres kunder. Greenhouse Gas Protocol opdeler det i femten kategorier, men de færreste virksomheder er relevante for dem alle.

De kategorier, der oftest betyder noget for en dansk SMV:

• Indkøbte varer og tjenester. Ofte den største enkeltpost, særligt i produktion og handel.
• Transport ind og ud. Fragt, I betaler for, uanset hvem der kører.
• Affald fra driften.
• Forretningsrejser og medarbejderes pendling.
• Brug af solgte produkter. Relevant hvis I sælger noget, der forbruger energi.

Scope 3 er svær, fordi tallene ligger hos leverandørerne frem for hos jer. I praksis starter de fleste med at bruge gennemsnitstal per indkøbt krone eller kilo og forfiner senere.

Hvad er FLAG-udledninger?

FLAG står for Forest, Land and Agriculture og dækker den udledning, der kommer fra jord, skov og landbrug frem for fra brændstof. Typiske eksempler er metan fra husdyr, lattergas fra gødning, kulstof frigivet ved pløjning eller dræning, og kulstof bundet i jorden ved ændret dyrkningspraksis.

FLAG er ikke et fjerde scope. Driver I selv jord eller husdyr, ligger udledningerne i scope 1. Køber I varer fra landbrug eller skovbrug, ligger de i scope 3 under indkøbte varer.

Arbejder I ikke med jord, dyr, planter, træ eller fødevarer, er FLAG uden praktisk betydning for jer. Gør I, kan det være den største enkeltpost i jeres aftryk.

Hvorfor er inddelingen vigtig?

Fordi jeres udledning bliver til jeres kundes tal. Når en stor kunde skal opgøre sin værdikæde, indgår det, de har købt hos jer, i deres scope 3.

I praksis spørger kunden sjældent om hele jeres virksomhedsaftryk. De spørger om klimaaftrykket for de konkrete varer eller ydelser, de har købt — et produktaftryk, som beregnes efter livscyklusmetoden. Det er en anden øvelse end jeres samlede opgørelse, men den bygger på de samme tal, og den kræver, at I ved, hvilke udledninger der hører til hvad.

Kan I ikke levere noget, regner kunden med et branchegennemsnit. Gennemsnit er sat konservativt højt, fordi de skal dække det værst tænkelige. En virksomhed med lav udledning taber altså på ikke at kunne dokumentere den.

Det er også derfor, kravene breder sig nedad uden at der kommer en lov. Det er kontrakter og indkøbsbetingelser, der flytter dem. Vi har beskrevet det samme mønster fra bankens side i artiklen om bankernes ESG-krav.

Hvor skal I starte?

1. Vælg operationel kontrol som metode. Skriv det ned. Det afgør, hvad der hører med.
2. Tag scope 1 og 2 først. Fire til seks tal, alle fra dokumenter I har.
3. Skriv jeres afgrænsning ned. Hvilke adresser, hvilket år, hvilke køretøjer, hvilket leaset materiel.
4. Brug officielle emissionsfaktorer. Energistyrelsen og Miljøstyrelsen udgiver dem, og de opdateres årligt.
5. Vent med scope 3. Tag den, når nogen konkret beder om den, og start med den største kategori.
6. Gentag samme metode næste år. Sammenlignelighed er vigtigere end præcision de første år.