Spring til indhold

Mikroplastforbud rammer bredt – nye EU-krav træder snart i kraft

← Alle nyheder

Mikroplastforbud rammer bredt – nye EU-krav træder snart i kraft

Fra den 17. oktober 2025 indfører EU et markant forbud mod at markedsføre produkter med bevidst tilsat mikroplast, kaldet syntetiske polymermikropartikler (SPM).

Reglerne rammer hele værdikæden – producenter, importører og forhandlere – og vil få betydning for alt fra plastprodukter til kosmetik, maling, rengøringsmidler og kemikalier.

Hovedreglen er klar: produkter med bevidst tilsat mikroplast må ikke længere markedsføres i EU, medmindre de er undtaget permanent eller i en overgangsperiode.

For virksomheder betyder det, at I allerede nu skal afklare, om jeres produkter eller råvarer indeholder SPM. Mikroplast defineres som syntetiske polymerpartikler under 5 mm, der ikke opløses, ikke nedbrydes og kan ende i miljøet.

Reglerne gælder også, selvom I ikke selv tilsætter mikroplast, men blot anvender materialer, der indeholder det – eksempelvis plastpellets i produktionen eller polymerer i kosmetik og maling.

Mærkningskravene er centrale: produkter, der fortsat må sælges, skal fra oktober 2026 være mærket med information om korrekt brug og bortskaffelse for at forhindre udslip. Der findes ingen fast skabelon, men krav om tydelighed, sprogtilpasning og praktisk anvendelighed.

Indberetning bliver en anden tung opgave. Producenter og industrielle brugere af mikroplast skal fra 31. maj 2026 årligt rapportere anvendelsen af SPM til EU’s kemikalieagentur (ECHA).

Leverandører, der først bringer produkter med mikroplast på markedet til professionelle eller forbrugere, får samme pligt fra 31. maj 2027.

Derudover indføres overgangsperioder på 4 til 12 år for visse produktgrupper som medicinsk udstyr, kosmetik og plastgranulat, men disse undtagelser kræver dokumentation og løbende mærkning og rapportering.

De nye krav vil tvinge mange virksomheder til at kortlægge deres forsyningskæder, indhente data fra leverandører og dokumentere indholdet af mikroplast.

Der er ingen forhåndsgodkendelse fra myndighederne, men ansvaret for korrekt mærkning, indberetning og dokumentation ligger fuldt ud hos virksomheden. Det gør det afgørende allerede nu at gennemgå produktporteføljen, tjekke undtagelser og få styr på deadlines for at undgå salgsstop og sanktioner.

← Alle nyheder

Scroll to Top

Discover more from Sustainor A/S

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading