
Enhesa peger i deres nye trendanalyse for 2026 på et år, hvor miljø, arbejdsmiljø og produktregulering bliver markant mere komplekst. Der kommer både flere krav, mere håndhævelse og større forventninger til dokumentation. Og virksomheder, der ikke forbereder sig, risikerer både bøder, driftsstop og tab af markedsadgang.
Det mest markante er tempoet. Over 2.000 nye EHS-regler er allerede på vej globalt, og EU, USA og Asien forventes at drive udviklingen med krav til alt fra kemikalier, arbejdsmiljø og produktdesign til digitale sporbarhedssystemer og dataansvar. Samtidig bliver det mere synligt, at myndighederne begynder at føre kontrol på tværs af grænser. Virksomheder, der opererer internationalt, vil derfor møde flere synkroniserede krav, især omkring leverandørdata og dokumentation for arbejdsforhold.
Enhesa fremhæver blandt andet tre bevægelser, som får betydning for danske virksomheder.
For det første kommer mere regulering af kemikalier og materialer, hvor både EU og USA er i gang med at revidere lovgivningen.
For det andet vokser kravene til sundhed og sikkerhed, især med fokus på psykisk arbejdsmiljø og brug af nye teknologier.
For det tredje bliver ansvar for produktets livscyklus skarpere reguleret, især via EPR-udvidelser og krav til cirkulær designpraksis.
Der er ingen tegn på, at udviklingen stopper. Tværtimod viser 2026-prognosen, at compliance bliver mere central for forretningen. Det stiller krav om bedre styring, stærkere data og langt mere strukturerede processer.

