Spring til indhold

Fra 1. januar 2026 blev reglerne ændret for, hvordan du må bruge din EcoVadis-medalje eller badge

← Alle nyheder

Fra 1. januar 2026 blev reglerne ændret for, hvordan du må bruge din EcoVadis-medalje eller badge

Baggrunden er den kommende EU-forordning om ESG-ratings, som stiller krav om, at ratings og anerkendelser ikke må deles uden den nødvendige kontekst. Derfor indfører EcoVadis nu et krav om, at al ekstern deling af medaljer og badges skal ledsages af et direkte link til virksomhedens officielle Recognition Page.

Recognition Page er den side hos EcoVadis, hvor din score, metodegrundlag, vurderingsramme og de relevante forudsætninger fremgår. Det er her, modtagere kan se, hvad medaljen dækker – og hvad den ikke dækker.

Hvad repræsenterer en EcoVadis-medalje?

En medalje eller et badge gives til virksomheder, der har gennemført EcoVadis’ sustainability rating og opnået en score, som placerer dem relativt højt sammenlignet med andre vurderede virksomheder. Vurderingen tager udgangspunkt i virksomhedens ledelsessystemer inden for fire hovedområder:

• Miljø
• Arbejds- og menneskerettigheder
• Etik
• Bæredygtige indkøb

Det er altså en vurdering af virksomhedens styringssystemer, politikker, procedurer og dokumenterede indsatser – ikke en teknisk gennemgang af konkrete produkter.

Hvad repræsenterer medaljen ikke?

Den er ikke en certificering.
Den er ikke et miljømærke.
Den dokumenterer ikke, at virksomhedens produkter eller ydelser er bæredygtige.
Den må ikke bruges til produktniveau-markedsføring.
Den er ikke en anbefaling eller godkendelse fra EcoVadis.

Hvem må dele medaljen?

Kun virksomheder med et aktivt Premium-, Select- eller Corporate-abonnement må dele medaljen eksternt. Gratisbrugere har ikke ret til at bruge medaljen i markedsføring.

Hvordan må den bruges?

Den må anvendes på virksomhedens hjemmeside, i ESG- eller bæredygtighedsrapporter, i tilbudsmateriale, præsentationer, e-mailsignaturer og på sociale medier – men altid sammen med link til Recognition Page.

Ved offline materialer, fx brochurer eller messestande, anbefales det at inkludere en QR-kode, der leder direkte til Recognition Page.

Gyldighed og afgrænsning

Medaljen er gyldig i 12 måneder fra offentliggørelsen af scorekortet. Den gælder kun den juridiske enhed, der er vurderet – også selvom vurderingen er lavet på koncernniveau. Hvis et datterselskab ønsker at henvise til medaljen, skal det tydeligt fremgå, at anerkendelsen er tildelt en anden juridisk enhed.

Det er ikke tilladt at ændre design, farver eller tekst i medaljen, at lave egne versioner, eller at bruge superlativer, der kan virke vildledende.

EcoVadis gør det samtidig klart, at virksomheden selv bærer ansvaret for korrekt brug. Misbrug kan være i strid med både deres vilkår og relevant markedsføringslovgivning.

← Alle nyheder

Scroll to Top

Discover more from Sustainor A/S

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading