
I går vedtog EU endeligt Omnibus I-pakken. Allerede dagen efter udstedte erhvervsministeren bekendtgørelse nr. 328 af 24. februar 2026. Den træder i kraft 26. februar 2026 og har virkning for regnskabsår, der begynder 1. januar 2025 eller senere.
Det er hurtigt. Men det er også lidt teknisk.
Hvem gælder bekendtgørelsen for?
Den gælder for store virksomheder i regnskabsklasse D, som:
– har været omfattet af § 99 a
– har over 500 ansatte
– og som i to på hinanden følgende regnskabsår ikke overskrider mindst én af følgende grænser:
• 3.530 mio. kr. i nettoomsætning
• 1.000 ansatte
Det vil sige: Hvis virksomheden ikke kommer over mindst én af de nye tærskler, udskydes pligten til CSRD-rapportering.
Hvad betyder “udskydelse” i praksis?
Ifølge § 1 får årsregnskabslovens § 99 og § 99 a først virkning for regnskabsår, der starter 1. januar 2027 eller senere.
For regnskabsår, der begynder før 1. januar 2027, finder den tidligere version af § 99 a anvendelse.
Det betyder konkret:
– Ingen ESRS-rapportering i 2025 og 2026 for de omfattede virksomheder
– Tilbagevenden til den gamle redegørelse for samfundsansvar
– Den gamle § 99 a er fortsat obligatorisk
Der er dog mulighed for frivilligt at vælge at rapportere efter den nye § 99 a, jf. § 1, stk. 3.
Gælder det også koncerner?
Ja. § 1, stk. 4 fastslår, at reglerne også gælder modervirksomheder, der aflægger koncernregnskab. Tærsklerne opgøres da på koncernniveau.
Hvad med allerede valgte bæredygtighedsrevisorer?
Bekendtgørelsen indeholder en praktisk, men vigtig detalje. Hvis virksomheden før bekendtgørelsens ikrafttræden har valgt revisor eller uafhængig erklæringsudbyder til bæredygtighedsrapportering, kan disse afregistreres uden særskilt generalforsamlingsbeslutning. Afregistrering kan ikke ske efter førstkommende ordinære generalforsamling, der er afholdt efter ikrafttrædelsen.
Gælder det klasse C (stor)?
Ordlyden henviser specifikt til regnskabsklasse D. Klasse C (stor) er ikke nævnt i bekendtgørelsen.
Det taler for, at denne midlertidige udskydelse formelt kun vedrører klasse D-virksomheder. Men jeg synes det er lidt ulogisk. Måske andre ved om der kommer en tilsvarende bekendtgørelse for regnskabsklasse C stor?
Den kommende lovændring, som forventes fremsat i Folketinget i efteråret, vil efter planen indføre de nye tærskler generelt, så kun virksomheder med både over 1.000 ansatte og over ca. 3,53 mia. kr. i omsætning bliver CSRD-omfattet fra 2027.
Men det er den permanente lovændring. Den er endnu ikke vedtaget.
Så det er ikke en fuld afskaffelse af bæredygtighedsrapportering. Det er en udskydelse og en midlertidig tilbagevenden til tidligere regler.

