
Efter måneders politiske forhandlinger har et flertal i Europa-Parlamentet indgået en aftale om at skære yderligere i EU’s Corporate Sustainability Due Diligence Directive (CSDDD) – den lov, der skal sikre, at virksomheder tager ansvar for miljø og menneskerettigheder i deres globale værdikæder.
Den nye aftale betyder, at kun de allerstørste virksomheder vil blive omfattet: selskaber med mindst 5.000 ansatte og en omsætning på over 1,5 milliarder euro.
Det er en markant lempelse i forhold til det oprindelige forslag, som satte grænsen ved 1.000 ansatte og 450 millioner euro.
Dermed vil tusindvis af store europæiske virksomheder slippe for kravene om at kortlægge og forebygge negative påvirkninger i deres forsyningskæder.
Bag aftalen står den konservative EPP-gruppe sammen med socialdemokrater og liberale, som indgik kompromiset for at undgå, at højrefløjen fik endnu mere indflydelse på lovens endelige udformning.
Flere parlamentsmedlemmer, herunder den hollandske socialist Lara Wolters, har dog trukket sig i protest og advaret om, at kompromiset “tømmer loven for substans”.
Officielt handler ændringerne om at mindske byrderne for erhvervslivet og beskytte Europas konkurrenceevne, men kritikerne frygter, at det i praksis betyder en tilbagerulning af ansvarlighed.
NGO’er og flere virksomheder, der allerede arbejder seriøst med ESG og due diligence, advarer om, at EU nu risikerer at miste sin globale position som frontløber for bæredygtig virksomhedsadfærd.
Europa-Parlamentet ventes at stemme om aftalen senere i oktober, før de endelige forhandlinger med medlemslandene begynder.

