
EU-Kommissionen har fremlagt et nyt forslag, der markant ændrer EU’s Deforestation Regulation (EUDR) – loven, som skal forhindre, at varer på EU-markedet bidrager til global afskovning og skovforringelse.
De nye ændringer fritager små og mellemstore virksomheder (SMV’er) i lavrisikolande for de omfattende due diligence-krav.
Samtidig fjernes rapportering for detailled og downstream-producenter, som fx chokolade- og møbelproducenter, der bruger råvarer som kakao og træ. Dermed vil kun den første aktør i forsyningskæden (fx importøren af kakaobønner eller træ) være forpligtet til at indsende en due diligence-erklæring i EUDR’s IT-system.
EUDR omfatter en række globale handelsvarer som kaffe, kakao, palmeolie, soja, gummi, træ og oksekød, samt produkter som læder, chokolade, dæk og møbler.
De nye regler kræver, at virksomheder kan spore varer helt tilbage til det præcise jordstykke, hvor råvaren er dyrket, og dokumentere, at den ikke stammer fra afskovet areal efter 31. december 2020.
Forslaget ændrer dog væsentligt ved, hvordan og hvornår virksomhederne skal leve op til reglerne:
-
Store virksomheder får en seks måneders overgangsperiode fra lovens ikrafttræden.
-
Mikro- og små virksomheder undtages frem til slutningen af 2026.
-
Disse små aktører skal kun indsende en enkelt engangserklæring, i stedet for løbende rapportering.
-
Hvis data allerede findes i EUDR-systemet, behøver de slet ikke indsende yderligere oplysninger.
Kommissionen fremhæver, at næsten 100 procent af EU’s landmænd og skovbrugere vil falde ind under den lettede kategori som micro operators i lavrisikolande. Det betyder, at langt størstedelen af EU’s primærproducenter ikke skal dokumentere løbende efterlevelse.
Forslaget følger efter kommissær Jessika Roswalls brev til EU-Parlamentet i september, hvor hun foreslog at udskyde implementeringen af EUDR med ét år, fordi IT-systemet ikke kunne håndtere de forventede datamængder.
Den nye melding betyder, at loven fortsat skal træde i kraft ved udgangen af 2025, men at tekniske og administrative krav først fuldt rulles ud i løbet af 2026.
Forslaget skal nu godkendes af EU-Parlamentet og Ministerrådet.
Kommissionen har samtidig bedt lovgiverne om hurtig vedtagelse for at undgå forsinkelser i implementeringen, og har forberedt beredskabsplaner, hvis processen trækker ud.
Ifølge EU’s næstformand Teresa Ribera, skal ændringerne gøre implementeringen mere realistisk: ”Vi tilbyder en klar plan, der sikrer, at de store virksomheder kan tilpasse sig gradvist, mens små producenter får tid til at følge med,” siger Ribera.
Miljøorganisationer som WWF og Greenpeace kritiserer dog ændringerne hårdt. WWF kalder dem et svigt af EU’s egne mål, fordi de åbner for, at produkter fra risikoområder kan glide ind i markedet uden kontrol. Ifølge WWF vil det ”øge risikoen for ulovlig skovrydning og underminere tilliden til virksomheder, der allerede har investeret i deforestation-free forsyningskæder.”
For danske virksomheder betyder ændringen både lavere rapporteringsbyrde og usikkerhed om fremtidige standarder.
Mange danske importører, fødevareproducenter og detailkæder – især inden for kaffe, kakao, træ og fødevarer – har allerede investeret i systemer til sporing, dokumentation og bæredygtighedsrapportering.
Det nye forslag risikerer at skabe ulige konkurrence, hvor de mest ansvarlige virksomheder taber momentum, mens andre slipper billigere.
EUDR har siden sin vedtagelse i 2023 været et symbol på EU’s ambition om at koble handel og bæredygtighed.
Men hvis de nuværende ændringer vedtages, kan EUDR i praksis blive svækket fra et globalt klimainstrument til et administrativt kompromis.

