
EU-Kommissionen har nu gennemført en forenkling af afskovningsforordningen (EUDR) og vurderer, at de samlede omkostninger for virksomheder falder med omkring 75 %. Det lyder markant, og det er det også på papiret, men det er vigtigt at forstå, hvad der faktisk er ændret – og hvad der ikke er.
Oprindeligt blev de årlige omkostninger estimeret til cirka 8,1 mia. euro. Efter justeringerne ligger estimatet nu omkring 2 mia. euro. Den store forskel skyldes ikke, at kravene er fjernet, men at måden de efterleves på er blevet gjort enklere – især for mindre virksomheder.
En stor del af besparelsen kommer fra lempelser for mikro- og små virksomheder, som nu får en langt enklere tilgang til dokumentation og due diligence. Derudover har EU klassificeret flere lande som “lav risiko”, hvilket betyder færre kontroller og mindre administrativ byrde i de værdikæder. Samtidig er det blevet muligt at indsende én samlet årlig erklæring i stedet for løbende dokumentation for hver enkelt levering.
Der er også justeret i, hvilke produkter der er omfattet. For eksempel foreslås læder fjernet fra scope, mens andre produkter som instant kaffe og visse palmeolie-derivater bliver inkluderet. Det ændrer lidt på, hvem der er ramt, men ikke på logikken i reguleringen.
Det afgørende er, at selve kernen i EUDR er uændret.
Virksomheder skal stadig kunne spore deres råvarer helt ned til det konkrete produktionsområde via GPS-koordinater. De skal stadig dokumentere, at der ikke er sket afskovning efter december 2020, og de skal stadig kunne vise, at produktionen lever op til lokal lovgivning i oprindelseslandet.
Tidslinjen er heller ikke rykket yderligere. Store virksomheder skal være klar ved udgangen af 2026, og mindre virksomheder følger efter i 2027.
EU forsøger at gøre det mere praktisk at arbejde med EUDR, men ambitionen er den samme. Det er stadig en regulering, der kræver konkret dokumentation i værdikæden – ikke bare rapportering.

