
Efter Omnibus-pakken er langt færre virksomheder nu omfattet af CSRD. Men det betyder ikke, at behovet for ESG-rapportering forsvinder.
Tværtimod arbejder EU nu på en frivillig standard til de virksomheder, der er faldet udenfor.
EFRAG har netop åbnet op for, at virksomheder kan melde sig til at være med i udviklingen og afprøvningen af den nye standard.
Det er især relevant for virksomheder, der ikke er små, men som heller ikke længere er omfattet af CSRD. Typisk virksomheder med 250-1.000 ansatte eller under ca. 450 mio. euro i omsætning.
Altså en ret stor gruppe virksomheder, som stadig møder krav fra kunder, banker og samarbejdspartnere, selvom de ikke længere er direkte reguleret.
EU forsøger således at skabe et “mellem-niveau” for ESG.
Noget der er lettere end CSRD, men stadig struktureret nok til at kunne bruges i praksis. Den nye standard vil bygge videre på den frivillige SME-standard (VSME), men tilpasses større virksomheder.
EFRAG vil nu samle input gennem interviews, surveys og workshops for at forstå, hvordan virksomheder faktisk arbejder med ESG uden for CSRD.
Selvom rapportering ikke længere er et lovkrav for mange, forsvinder forventningerne ikke.
Kunder, investorer og banker vil stadig efterspørge data.
Den nye frivillige standard bliver derfor sandsynligvis det “nye minimum” for mange virksomheder.
Hvis man vil påvirke, hvordan den kommer til at se ud, kan man melde sig på mail VRcontactlist@efrag.org inden 20. april 2026.

