EU har netop vedtaget en ny forordning om cirkularitet for køretøjer. Rådet godkendte den i sidste uge som sidste skridt i lovprocessen.
Kort fortalt: Nye biler skal designes, så de er nemmere at reparere, adskille og genbruge. Efter 6 år skal ny biler indeholde mindst 15 % genanvendt plast, stigende til 25 % efter 10 år – og en femtedel af den genanvendte plast skal komme fra udtjente biler. Senere kommer der formentlig også krav til genanvendt stål, aluminium og kritiske råstoffer.
Det mest interessante er dog producentansvaret. Bilproducenterne bliver økonomisk ansvarlige for hele bilens livscyklus – også når den ender som skrot. Den sidste ejer skal kunne aflevere sin udtjente bil gratis. Og biler, der ikke længere er køreklare, må ikke længere eksporteres ud af EU som “brugte biler”.
Forordningen gælder fuldt ud for personbiler og varevogne fra 2 år efter ikrafttrædelse. Lastbiler og motorcykler slipper med lempeligere krav.
Hvorfor er det relevant, hvis man ikke bygger biler? Fordi kravene ikke stopper hos producenten. Når en bilfabrikant skal dokumentere 15 % genanvendt plast, ryger kravet videre ned gennem leverandørkæden – til plastleverandører, komponentproducenter og underleverandører. Danske virksomheder, der leverer til bilindustrien, kan derfor forvente spørgsmål om genanvendt indhold og dokumentation. Og mønsteret kender vi: EU starter med én branche, og principperne breder sig til de næste.
Jeg ser det som endnu et eksempel på, at cirkularitet flytter fra hensigtserklæringer til hårde lovkrav med procenttal og deadlines.
