Scope 1, 2 og 3

I GHG-protokollen arbejdes der med tre forskellige scopes. Opdelingen i Scope 1, 2 og 3 er med til at skelne mellem virksomhedens direkte og indirekte emissioner. Helt overordnet forklaret er:

Scope 1: Direkte emissioner fra aktiviteter, som virksomheden ejer eller kontrollerer.

Scope 2: Indirekte emissioner fra købt energi (f.eks. el og varme).

Scope 3: Alle andre indirekte emissioner i forsyningskæden (f.eks transport, affald osv.)

Scope 1: Dækker direkte udledninger fra virksomheden og omfatter blandt andet brændstof, og udledning fra industrielle processer. Udledninger i denne kategori er altså relateret til f.eks. bygninger, køretøjer og varmekilder, der drives direkte af virksomheden.

Scope 2: Dækker over indirekte udledninger fra indkøb af energi genereret uden for virksomhedens drift. Det er f.eks. el, eller energi brugt til damp, varme og køling. Det er altså udledninger, som virksomheden forbruger og kan kontrollere, men ikke ejer eller producerer selv.

Scope 3: Dækker over andre indirekte udledninger opdelt i yderligere 15 kategorier.

Det er typisk fra Scope 3, at langt den største andel af en virksomheds udledninger kommer fra.

Scope 3 er samtidig den sværeste at beregne. Er man en virksomhed, der ikke sælger et produkt, er det nogle af af de 15 kategorier, der er relevante, da de resterende kategorier dækker over udledninger efter produktet er solgt.

Scope 3 dækker f.eks. over investeringer, affald, transport i værdikæden (fly, skib, varevogne mm) og ansattes pendling til og fra arbejde.